|
Nye bøger på PUC 28. april 2010

Maleriets forbandelse
Henry Porter
Den britiske journalist Henry Porter der har skrevet en stribe fremragende spændingsromaner er nu aktuel med en spøgelses/fantasy-romanen 'Maleriets forbandelse' for de unge. 'Maleriets forbandelse' er en hårrejsende historie om en led hundjævel af en gammel heks der gennem århundreder har bevaret sit smukke udseende og sit sorte hjerte. Efter sin mors død bliver den unge dreng, Kim Arthur Drago Greenwood, sendt fra sit hjem på en farm i Afrika til sin bedstefar på Godset Skirl i England, hvor husbetyrerinden og privatlæreren styrer det hele med hård hånd. På Skirl foregår der mystiske og uhygelige ting og en af de unge piger på godset forsvinder sporløst. Kim opdager at mændene i familien i flere slægtled har haft en ubehagelig vane med at omkomme ved mystiske ulykker, og han begynder at stikke sin næse i sagen. Efterhånden kommer mærkværdige sager for dagen. Kim bliver venner med et af spøgelserne og med en udstoppet geirfugl - den sidste af den uddøde race - der ikke er nær så død som det ser ud til, når den står sømmet til sit fodbræt. Han finder også vejen til en anden og temmelig rædselsvækkende spøgelsesverden. Et forhekset maleri og en djævelsk familieforbandelse spiller en afgørende rolle i den rygradsrislende fortælling. Den modige Kim må til sidst sætte sit liv på spil i begge verdener i sin kamp mod ondskaben. 'Maleriets forbandelse' er en rigtig gedigen og uhyggelig ungdomsgyser for større børn (over 10 år) og opefter.

Mihai og Tobias
Brian B. Christensen
Endnu en ungdomsroman om et venskab mellem ikke forståede teenagere: Rumænske Mihai, der er lokket til ’verdens lykkeligste land’ af forbryderen Vlad for at lede efter sin bror, der angiveligt skulle spille fodbold på professionelt plan og danske Tobias, der efterlades hos sin næsten ukendte far, mens hans mor, biologen, tager til Nordpolen. Mihai slås med at være illegal i landet og i øvrigt under Vlads supervision at negle betalingskort og tømme dem, og Tobias befinder sig jævnt dårligt hos en far, der har tilbragt mere tid i medierne end i faderrollen. De to drenge finder fælles fodslag, og da Mihai forsøger at slippe væk fra Vlad og hans gæng, er det Tobias, der hjælper ham. De to 13-årige har basalt en høj moral og en velbegrundet kritisk indstilling til voksne.
Der lægges op til en dramatisk slutning, hvor Vlad viser sig at være om muligt mere skruppelløs og Tobias’ omgivelser mere konstruktivt tænkende end først antaget.
Romanen minder om Lars Holmgaard Jørgensens to ungdomsromaner: Den polske forbindelse og Flugten fra Nørrebro. Som i dem handler det om venskab på tværs af kulturer, om en kriminel underverden, og i samme forbindelse dukker uværgerligt et portræt af det danske samfund op med de fordomme og særheder, der nu præger det i landet i dette årti.
Kong Steve
Thomas Fröhling
Endelig en bog om hip hop og en 14-årig repræsentant for samme: Steve – udtales så det rimer på TV. Steve skriver sine egne rappertekster stærkt påvirket af sin status som absolut udenfor vennekredsene og hans mors stadige og heftige miljøkampe. Moren er desuden lidt irriterende og har aldrig råd til Nike-gummisko til Steve men åbenbart til cigaretter, hvilket også kan have positive konsekvenser.
Steves tekster bliver bedre og bedre i løbet af bogen, og såvel hip hop som kunsten at rime forklares og eksemplificeres undervejs af Kong Steve:
Jeg vil ha’ mer
...
En über læderjakke
Den store kabelpakke
Et flyvende tæppe
Og sko der ka’ steppe...
Hip hop er lidenskaben, så gør det ikke så meget, at klassekammeraterne fester uden Steve, og at den ny musiklærer med rette kaldes Mister Bister. En dag dukker Ramin op, og han er også til hip hop og så kan de danne deres første band, der oven i købet har succes til skolefesten. Og de andre i klassen er måske alligevel ikke så åndssvage.
Bogen er illustreret og typograferet så billedsiden supplerer lydsiden, og Steves sprog spejler det bedste i gammel romantik og ny kultur, når han nærmer sig Vera:Hvilke øjne! Det var i de galakser besætningen på Enterprise for vild.
Om det er korrekt, at George Lucas lod sig inspirere af Bjergkøbing Grand Prix, da han instruerede Star Wars, er trods den gennemførte dokumentation mindre sandsynligt. Under alle omstændigheder kan man anvende samme bevisførelse, når det gælder det afgørende hestevæddeløb i Ben Hur.
Banal fortælling om teenageren, men spændende, eksperimenterende fortællestil.
Andre nye bøger
Skønlitteratur
Barrett: Sigurd fortæller bjørnehistorier
Barrett: Sigurd fortæller pilfingerhistorier
Barrett: Sigurd fortæller spidsnæsehistorier
Bødker: Kimura 6 - Ærens vej
Bødker: Kimura 7 - Viljens vej
Kramer: Claras krig
Ottesen: Den skjulte nøgle 4 - Den lukkede by (lix 11,5)
Stine: Gåsehud Horrorland - Sommerlejr i Helvede
Billedbøger
Alley: Ulven banker på
Husband: Kære lærer
Jones: Prinsessen som ikke havde noget kongerige
Tegneserier
Friis: Ben 10 Alien Force - Ben 10 vender tilbage - del 1
Friis: Ben 10 Alien Force - Ben 10 vender tilbage - del 2
Faglitteratur
79.86 Butschkow: Jeg kender en racerkører
79.75 Bejder: Vild med sport - Mikael spiller basketball
96.72 Bejder: Historiekanon - Energikrisen 73, Murens fald, Maastricht 1992, 11. september 2001
98.29 Murrel: Samurai
|